Måden, vi kommunikerer på og vores muligheder for at kommunikere til omverdenen har ændret sig væsentligt de seneste to-tre årtier. Dette er sket i takt med at samfundskulturen herhjemme har ændret sig fra, at man i 60´erne og 70´erne var meget kollektivistisk indstillet til at den i dag er meget fokuseret på individet og individets muligheder for at iscenesætte sig selv. Den teknologiske udvikling indenfor it og medieverdenen har ændret radikalt på den enkeltes muligheder, og det ses også indenfor litteraturen. Efter at internettet har fundet sin plads i samfundet, så er det blevet lettere for det enkelte individ at selviscenesætte sig. Før i tiden havde man ikke mulighed for at kommunikere via internet og tv gav ikke plads til ukende borgers ønske om at ”være på”. Dengang var det kun gennem litteraturen, at man kunne selviscenesætte sig, hvilket krævede et godt talent for at få udgivet noget hos forlagene. I dag kan ”hr. og fru. Jensen” nemt tilmelde sig programmer i tv som: Dagens mand eller Fra skrot til slot eller uploade sin helt egenproducerede video til youtube.com med sine personlige holdninger og ytre sig den vej igennem. De yngre generationer har fundet nye medier og nye måder at udtrykke sig på og igennem. For mange handler selviscenesættelsen primært kun om ”mig”. Poul Erik Jakobsen spørger, i en artikel om den nye samfundstrend. Artiklen hedder: ”Friheden er blevet et fængsel” og den handler om at 1. Maj er blevet til ”første mig” og økologi er blevet til egologi. Mig, mig, mig. Eller er det sådan det er? Ønsker folk blot at selviscenesætte sig selv i nutidens litteratur og på internettet for egen vindings skyld eller har de virkelig et yderligere formål?
Litteraturen er som sagt en af de ældste former for medier som er blevet brugt til selviscenesættelse. Før i tiden var det meget indirekte at folk selviscenesatte sig i litteraturen, mens det i dag er meget populært at skrive hele bøger om sine holdninger, synspunkter og sit liv. Bøger som ”Fucking polak” af Arek Onyszkos (2009), ”Send mere sex” af Trine Appel og Anne-Grethe Bjarup Riis (2009) er helt aktuelle eksempler på den type litteratur.
I dag bliver, hvad der engang var private sager, til noget der er 100 % offentligt for andre. At skrive om sin eksmand eller ekskone ville tidligere være bandlyst. I dag bliver der skrevet om alt mellem himmel og jord også meget private forhold. For nylig blev bogen ”Fucking polak” sendt på gaden. Det er en bog skrevet af den tidligere polske målmand fra FC Midtjylland, Arek Onyszkos, som er rendyrket selviscenesættelse. Han udtaler sig om bøsser, rockere med meget mere. For en løsgående, skaldet polak så er ytringsfriheden dog stadig gældende, men det samme er racismeparagraffen. Denne form for selviscenesættelse er en af de ekstreme af slagsen og Onyszkos kommer helt klart til at betale en pris for denne form for ytring.
”Vi skriver i disse år om hinanden som aldrig før”. Det udtaler Per Theil i sin artikel fra Politiken d. 24. maj 2008. Han skriver om, hvordan vi skriver om alt lige fra eksmænd og ekskoner til skolegang og private utidigheder. Per Theil rejser bl.a. det spørgsmål til Knud Romers roman ”Den som blinker er bange for døden”, om denne historie var sand eller falsk? I Berlingske Tidende udtalte Per Theil at vel 80 % er sandhed. Per Thiel stiller spørgsmåls tegn ved at man i dag blander fakta og fiktion. På hans barndomsblibliotek var det nøje opdelt. Sagprosa og skønlitteratur hver for sig. I dag kan 80 % sagtes være sandhed, mens resten er fiktion. Senere i artiklen diskutere han, hvorvidt vi kan forberede os selv på fremtiden og hvordan vi bedst sikre os mod en evt. novellen omkring vores eget privatliv.
Også flere andre bøger blander sande beretninger med fiktion. Seneste eksempel er bogen ”Send mere sex” hvor de to forfattere Anne-Grethe Bjarup Riis og Trine Appel skriver en roman – fiktion – men tager udgangspunkt i deres egne erfaringer med sex, skilsmisse, eksmænd og børn. Og selviscenesættelsen bliver understreget af, at der bogens omslag er et foto at begge forfatterne nøgne.
Per Thiel beskriver også internettet som selviscenesættelses medie. Han rejser det spørgsmål, om det unge, moderne menneske er uden eksistens, hvis man ikke kan googles eller findes på facebook.
Selviscenesættelse i litteraturen har levet næsten længere end noget andet medie. Og derfor er det ikke igennem litteraturen at de væsentlige forandringer har fundet sted. Det er nærmere igennem reallityshows i tv og internettet at selviscenesættelse har fundet sin plads.
Her i vores moderne verden har vi i dag har næsten alle en computer med internetforbindelse. Dvs. at alle har en mulighed for at oprette en blog, uploade videoer eller skrive på facebook eller twitter. I en kronik fra Information den 10. maj 2008 af Søren Bo Aggerbeck Larsen, med titlen ”Måden vi elsker os selv på”, diskuteres internettets indflydelse på dagen i dag, og nettets muligheder for at selviscenesætte sig selv på. Han diskuterer, hvordan det sociale medie facebook influerer vores hverdag, og hvordan unge i dag er blevet narcissister – altså folk som er sygeligt selvoptaget. De skriver på facebook og melder sig til tv programmer som X-faktor. Alt denne selviscenesættelse øger ens hotness-rank dvs. ens virtuelle status blandt venner og bekendte. Afslutningsvis skriver han om, hvordan man bør forstå facebooks sociale kodeks, fx at man bør hedde sit rigtige navn frem for et dæknavn. Ens hotness-rank skulle jo nødig gå til en falsk identitet frem for ens eget personlige brand.
Sammen med at internettet har fundet sin plads i samfundet og mulighederne for selviscenesættelse bliver hyppigt anvendt, så har ”hr. og fru. Jensen” også fået mulighed for, at tilmelde sig reallityprogrammer, quizzer m.v.. De mange tv-kanaler konkurrerer i dag om at levere den bedste underholdning til det brede publikum hvor ukendte danskere kan fortælle eller vise deres private liv og historier. Privatpersoner bliver dermed inddraget mere og mere i tv. Vi vil se hvordan folk agere med hinanden, når de fx bliver sat sammen med nogle vidt fremmede mennesker i et hus, eller hvordan man kan ændre hverdagen for andre som har en dårlig livsstil. Og ikke nok med at folk vil selviscenesætte sig selv i tv’et, så vil andre også gerne se på det.
Danmark er verdens største facebook nation. 1.861.480 danskere surfer til dagligt rundt på facebook for at snakke med venner, dele billeder osv. De sidste par år har vi haft en tendens i samfundet som gik ud på at man skulle være ”online”. Ved det begreb forstås det at ens ”awareness” bliver stor og stærk. Man vil vise at man er fremme og ”på”. Det er dét som det har handlet om de sidste par år – at være med på moden og fremme i skoene.
Sociologer mener at det i fremtiden bliver smart at være ”offline”, dvs. at holde lav profil. Diller og tendenser i samfundet kommer og går. Den ene dag er det en ting som er på mode, den anden dag er det noget andet. For mange kan det være svært at følge med. Specielt for den ældre generation. Derimod er den yngre og mere omstillingsparate generation, helt med på moden og benytter den til deres egen personlige fordel.
Ønsker vi virkelig at iscenesætte os selv i litteraturen, på tv og på internettet? Og er det så dét, det handler om i dag? Tiderne skifter. Nye tendenser dukker frem i samfundet. Jeg tror, at det er et spørgsmål om at være med på moden – være med i det hele taget, være inkluderet i fællesskabet. Der hvor de andre mennesker færdes i medierne, er det smart at være. Et andet aspekt i selviscenesættelsen er muligheden for at tjene hurtige penge. Hvis man kan skrive en bestseller eller vinde et talentshow er der gode penge at tjene.
Når fodboldspilleren Arek Onyszkos skriver en bog, som han har gjort, så gør han det formentlig kun pga. ønsket om magt, penge og status. Drømmen om at være kendt for hans værk og så samtidig tjene nogle hurtige penge. Onyszkos regner formentlig med, at han vil få nogle ”tilhængere” og på den måde skabe en form for et magtforhold. Han udgiver sig for at være en fortaler for det emne, som han nu taler for. Når man går ud, som han, og sviner et specielt segment til via sin bog, som i dette tilfælde er bøsser, så siger man også farvel til sympati fra en hel masse læsere, men goddag til en del, som giver ham ret. I mediestormen, som bogen medførte, fik han ydereligere mulighed for selviscenesættelse med mange klip i nyhedsudsendelser og aviser. På samme måde sker det når de to skuespillere skriver en fiktions bog som dog handler om dem selv og deres eksmænd, så får de mediebevågenhed, sendetid på nyhedskanalerne og det skaffer dem mere selvpromovering og formentlig større oplag og dermed indtægter.
Vi skriver altså – om os selv – fordi vi ønsker at opnå en højere status og for at få andres accept af, at vi ”er noget”. Det er ren markedsføring af eget brand. Vi ønsker at vise, vi har og kan noget, som ikke er set før. Det samme sker på internettet, når vi poster et nyt citat på facebook, som vi tilfældigvis har fundet på nettet, så er det i håb om at folk ser en som ved en masse og har en bred horisont, med massere af inputs og tanker. Vi skriver blogs for at få ”tilhængere”, som har sympati med det, som vi skriver. Vi gør vores personlige brand stærkere. Når man går ind og hjælper folk i et online community, så er det inderst inde en skummel bagtanke om, at vi får hjælpen igen på et andet tidspunkt og derfor hjælper vi andre for selv at få noget tilbage i den anden ende. Hvorfor skulle man ellers hjælpe en vidt fremmed, med dæknavnet ”J-Hansen003”? Vi kender jo ikke personen og kommer nok aldrig nogensinde muligheden for at føre en reel samtale med ham eller hende.
Det faktum, at vi selv finder det interessant at se realityshows eller læse bøger om personers private liv eller læse blogs, er fordi vi kan sætte os i andres situation og til tider ser det umulige ske. Vi drømmer om vores egen selviscenesættelse med mulighed for indflydelse, status og penge. Måske bliver mange tæt af den type tv, litteratur og blogs i længden. Der kommer et mætningspunkt, hvor det ikke findes interessant og der vil efterspørges mere kvalitet og indhold. Samfundet og individet udvikler sig hele tiden, og det gør medierne også.
