Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse 2
Indledning, problemformulering og metodeovervejelser 3
Indledning 3
Problemformulering 4
Metodeovervejelser 4
Ad 1: Forholdene i Spanien 1931 – 1936 4
Ad 2: Forskellene mellem republikkens tilhængere (Folkefronten), og grupperingerne bag oprørsbevægelsen under general Franco. Hvorfor kunne oprørene vinde krigen? 6
Ad 3: Vurder hvordan omverden stillede sig til den spanske borgerkrig? Hvem greb ind og hvorfor? 8
Konklusion 10
Afslutning 11
Litteratur liste 11
Hjemmesider 12

Indledning, problemformulering og metodeovervejelser

Indledning
Siden 1400-tallet har Spanien været et monarki, styret i en tæt alliance mellem kirken, godsejerne og kongen.
Christoffer Columbus blev i 1492 udsendt af det daværende spansk-katolske kongepar prinsesse Isabella og kong Fernando på en opdagelsesrejse, hvor han (gen)opdagede Sydamerika. Columbus’ opdagelse af Sydamerika gjorde bl.a. at Spanien blev en politisk og økonomisk stormagt. I disse år fik landet mange kolonier, bl.a. en stor del af Sydamerika. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet tabte Spanien dog mange af sine kolonier, hvilket i begyndelsen af 1900-tallet førte til økonomiske problemer i Spanien med stor arbejdsløshed som følge. I 1902 opstod den første general strejke og den medførte hårde gadekampe, som blev slået ned med hård hånd af militæret.
I årene kort før år 1931 var Spanien et stærkt monarki, og fra den 17. maj 1886 til den 14. april 1931 blev Spanien styret af kong Alfonso XIII. Men da kongen var under stort pres på grund af den økonomiske situation, gav han efter over for et ultimatum, som blev stillet af general Miguel Primo de Rivera. General Rivera kuppede sig til magten i 1920’erne og indførte diktatur med sig selv som regeringsleder. Da kong Alfonso i april 1931 gik af som konge af Spanien, bl.a. på grund af dårligt helbred, havde hæren, godsejerne og kirken mistet tilliden til kongen og uden støtte fra disse tre magtfulde grupper, havde han svært ved at regere, da de udgjorde den stærkeste del af Spanien. Kongens afgang skete helt overvejende på baggrund af, at han fremlagde et reformforslag, som ikke gavnede magteliten (godsejerne, hæren og kirken).
Dette var optakten til en hård tid for Spanien, som blev præget af stor arbejdsløshed og senere borgerkrig. Også resten af Europa blev påvirket af Spaniens problemer, bl.a. involverede en del danskere sig i kampen for arbejdernes rettigheder og senere borgerkrigen. 500 danskere rejste til Spanien for at kæmpe på republikkens side. Dette gør både perioden lige før borgerkrigen og selve borgerkrigen meget interessant både i den spanske nyere historie og i den fælles europæiske historie.

Problemformulering
• Redegør for forholdene i Spanien 1931 – 1936.
• Forklar forskellene mellem republikkens tilhængere (Folkefronten), og grupperingerne bag oprørsbevægelsen under general Franco samt hvorfor oprørene kunne vinde krigen.
• Vurder hvordan omverden stillede sig til den spanske borgerkrig. Hvem greb ind og hvorfor?
Metodeovervejelser
For at belyse ovennævnte problemstillinger har jeg søgt information på nettet og i litteraturen, med henblik på at belyse perioden før og under borgerkrigen.
Efterfølgende analyserer og fortolker jeg historiens data på baggrund af materialet.
Ad 1: Forholdene i Spanien 1931 – 1936
Kong Alfonso XIII gik af i april 1931 og Spanien blev derefter til en republik. General og diktator Rivera var gået af året før, da han havde mistet opbakningen fra både kongen og hæren. En foreløbig regering blev sat ind med den andalusiske advokat Niceto Alcalá-Zamora y Torres, som tidligere havde været minister i 1923, som præsident. Han blev udråbt til den 6. præsident af Spanien, men som den 1. præsident af den anden republik, da Spanien havde været en republik i 1873-1874. Regeringen bestod, udover Zamora, af republikanske politikere.
I sommeren 1931 var der valg, som afgjorde hvilke partier regeringen skulle bestå af. Vinderen af valget blev de såkaldte republikanske partier og socialisterne. Den nye centrum-venstreorienterede regering lagde hårdt ud med nye politiske og økonomiske reformer. Disse reformer påvirkede i høj grad hæren, kirken og landbruget. Reformen omhandlede 3 hovedpunkter, henholdsvis: Ændring af kirkens position i forhold til skolen, fordeling af landjorden, og det sidste var en imødekommelse overfor Cataloniens krav om autonome rettigheder.

Den nye regering stillede de tre hovedpunkter op, da der i årene forud havde været store problemer indenfor disse områder. Kirken havde fx en meget stærk magt og indflydelse i forhold til undervisningen. Folkeskolen var blevet gratis, men det var et stort problem, at der langt fra var nok skoler til Spaniens børn. I 1930 var der 80.000 børn som ikke gik i skole på grund af manglende plads i skolerne.
De dårlige forhold i skolerne medførte en meget udbredt analfabetisme, som på landsplan var 25 % og op til 50 % nogle steder på landet. Gymnasier og universiteter var også udelukkende blevet styret af kirken. Det var endvidere en hård skole som, under diktaturet frem til 1931, havde indført censur overfor bøger, teaterstykker og film, som styret ikke syntes om.
Alt i alt havde kirken rigtig meget magt og det betød, at da reformforslaget kom på bordet fra den nye republikkens side, skabte det stor frustration og had til republikken fra kirken.
I starten af maj 1931 sendte ærkebiskoppen Kardinal Segura et brev til regeringen, som en krigserklæring til regeringen, med budskabet om, at kirken ville bekæmpe demokratiet. Ærkebiskoppen blev derefter, uden varsel, tvangsudsendt af Spanien. Kort efter denne episode samledes godsejere, tilhængere af monarkiet og officerer fra hæren, for at stifte det monarkistiske parti, Renovación Española. Det parti gik på lovlig vis ind i kampen mod regeringen igennem politisk arbejde.
Reformforslaget om kirkens indflydelse gik også ud på at ordner, som byggede på særlige løfter ved indtræden, skulle forbydes, religiøse skoler skulle nedlægges og hele undervisningssystemet omlægges.
Udover undervisningsområdet vedtog regeringen også en landbrugsreform som gik ud på at alle ikke-dyrkede jordejendomme over 22 hektarer skulle overtages af jordlovsudvalget, hvorefter at udvalget skulle fordele jorden ud. Denne reform blev ingen succes, fordi reformen kun kom til at gælde for Andalusien, Extremadura og nogle provinser i Castilien og Albacete i Murcia og fordi økonomien var ikke på plads, da man gik i gang.
Det 3. hovedpunkt fra den nye regering drejede sig om Cataloniens ønske om selvstyre. I slutningen af 1931 kom Catalonien på banen med et opråb, som omhandlede deres ønske om at blive selvstændige og om at få eget styre. Det blev i december 1931 en realitet. Catalonien fik selvstyre med egen regering ved navn Generalitat. Andre dele af Spanien ønskede også selvstyre fx Galicien, Valencia og Castilien. Spanien var nu lige så stille ved at gå i opløsning.

Der kom ikke ligefrem mere styr på landet efter at militærreformationen blev lanceret. Den gik ud på at hærens egen domstol skulle afskaffes samt at officererne skulle sværge troskab mod republikken. Det resulterede i at mange officerer og militærfolk trådte af.
Alle reformerne blev midlertidigt standset, pga. manglende opbakning for forslagene i denne periode.
I løbet af 1933 var der indført andre nye love så som en ny straffelov, skilsmisselov, borgerligt ægteskab, minimums lønninger, arbejdskontakter og generelle forbedringer af kvinders rettigheder.
I februar 1936 var der endnu engang valg og denne gang stod kampen mellem 3 valgsamarbejder: Venstrefløjen og det republikanske parti gik sammen i valgsamarbejdet også kaldet Folkefronten. Højrefløjen var repræsenteret som Den Nationale Front. Centrum bestod af Centrumspartiet Lliga Catalana, Radikale mf.
Valgresultatet endte med at Folkefronten fik 251 ud af 475 mandater. Mens Den Nationale Front fik 139 og de resterende 64 gik til Centrum.
Den nye regering var en svag regering som ikke fik nogen støtte fra højre og centrum. En af de første ting som blev vedtaget i regeringen var igangsættelse af de tidligere standsede reformer.
Manuel Azaña Díaz blev udnævnt til præsident af Spanien, med tiltrædelse den 11. maj 1936.
Ad 2: Forskellene mellem republikkens tilhængere (Folkefronten), og grupperingerne bag oprørsbevægelsen under general Franco. Hvorfor kunne oprørene vinde krigen?

Den 20. juli 1936 modtager den danske regering følgende telegram:
”Militærbevægelse dominerer tilsyneladende store dele af Spanien endelig resultat endnu usikkert stop fraraader skibe at anløbe spanske havne foreløbig da arbejdsstandsninger næppe er uundgåeligt
Konsulatet i Cádiz”

Men startskuddet til en lang borgerkrig var blevet sendt af det spanske militær allerede den 17. juli 1936.
Generalernes oprør blev indledt i Spansk Marokko , hvorfra det bredte sig til resten af Spanien de kommende par dage. Udover Spanien var De Kanariske Øer også et mål for overtagelse. Denne kamp blev ført af hærens yngste general, Francisco Paulino Hermenegildo Teódulo Franco y Bahamonde Salgado Pardo – bedre kendt som generalísimo Francisco Franco . Hvad man ikke vidste på det tidspunkt var, at denne general ville udvikle sig til at blive den spanske borgerkrigs omdrejningspunkt samt til en undertrykkende leder af Spanien de mange efterfølgende år.
Fransisco Francos ideologi blev kaldt franksisme og var ultrakonservativ og katolsk.
General Franco var placeret på De Kanariske Øre, og som så mange andre generaler var han blevet forflyttet, så de kunne lave mindst mulig ballade. Det var ikke nogen succes, at placere ham der for at få ham til at forholde sig i ro. Franco fik tværtimod mulighed for at opruste oprøret. Nu skulle general Franco lede oprøret i Spansk Marokko. Og kl. 5:15 den 18. juli 1936 blev De Kanariske Øer erklæret i undtagelsestilstand af general Franco.
Efter at have indtaget De Kanariske Øer kunne general Franco nu flyve til Spansk Marokko for at forsætte kampene i Nordafrika. Nu var der rigtig sat gang i borgerkrigen.
De første par dage i Nordafrika var langt mere blodige end det havde været på De Kanariske Øer. Fra dag ét lignede det den krig, som man så i resten af krigsperioden. Et stort antal af dræbte, massevis af ammunition blev brugt og frygt blev hverdag for flere og flere.
På general Francos side stod oprørsbevægelsen med den spanske Fremmedlegion og mauriske regulares, som var de indfødte marokkanske tropper, som var uddannet til at opretholde lov og orden i Spansk Marokko. De blev støttet af politiet og højrefløjen. Denne højrefløj samlede sig i Nationalisterne og bestod både af fascister, godsejere, monarkister og kirkens tilhængere.
På regeringens side befandt sig arbejderklassen og de resterende regeringstro soldater som samlede sig i Folkefronten. Politisk var Folkefronten sammensat af borgerlige liberale, socialdemokrater, kommunister, venstresocialister og anarkister.

Oprørsstyrkerne begyndte at indtage byerne én efter én. Alle som var i vejen for oprørerne blev elimineret på den ene eller den anden måde.
Fra starten havde oprørsbevægelsen under general Franco våben og ammunition nok til at indtage hele Spanien, mens at Folkefronten med regeringen i spidsen, ikke fik nogen våben, da regeringen afslog kravet fra civilbefolkningen om at få udleveret våben. Regeringen frygtede, at dette ville føre til en arbejderopstand og revolution. Derfor prøvede regeringen, med loyale tropper, at nedkæmpe oprørerne med ordren: ”Gør modstand med alle midler”.
Dette betød, at general Franco havde et godt forspring i krigen. Folkefronten stod helt uden mulighed for at bekæmpe Franco, da arbejderne ikke havde fået udleveret våben. Dog gik oprøret i stå ved Ny Castilien, La Mancha og Asturien, da de regeringstro soldater fik hjælp af arbejderne. Det var første bevis på at oprørsstyrkerne ikke kunne holde stand mod både de regeringstro soldater og arbejderne.
Den 19. juli 1936 blev der kæmpet i storbyerne Madrid, Barcelona og Valencia. I Madrid tilbød 3000 taxichauffører deres taxier til at forsvare hovedstaden mod general Franco. Fagforeningen UGT (Unión General de Trabajadores – Arbejdernes fagforening) uddelte 8000 geværer til dets medlemmer. Dog var dette ikke nok. Oprørsstyrerne var for stærke.
Rundt omkring i Spanien, hvor der blev udkæmpet kampe, stod arbejderne mere eller mindre forsvarsløse overfor Franco og hans regime. Kun i Madrid var det muligt for Folkefronten at gøre modstand. Om eftermiddagen den 19. juli gik oprørene ind i Madrid, hvor de blev mødt af arbejdere, som var blevet udrustet med godt og vel 55.000 geværer. Det kunne oprørene ikke holde til og Madrid blev ikke indtaget.
Den 21. juli 1936 var Spanien delt i 2 dele. General Francos Nationalister havde godt og vel overtaget en tredjedel af Spanien. Franco nåede i juli måned at overtage en stor del af Andalusien og en meget stod del af nordvest og central Spanien. Nationalisterne stod stærkt efter en uges krig.
På det tidspunkt begyndte omverdenen at blande sig i borgerkrigen.

Ad 3: Vurder hvordan omverden stillede sig til den spanske borgerkrig? Hvem greb ind og hvorfor?
Spanien var nu et delt land. General Franco og Nationalisterne mod republikken og Folkefronten. Landet var blevet meget ustabilt og ukontrollabelt. Republikkens ledere anede ikke hvad de kunne gøre. Omverdenen havde set til, og forskellige lande greb nu ind og hjalp til på forskellig vis. Nogle hjalp Folkefronten, mens andre hjalp oprørene. Primært var det general Franco som bad om hjælp, først fra Italien og derefter fra Tyskland, mens republikken bad om hjælp i Frankrig.
Francos primære hjælp kom fra Italien og specielt fra den daværende italienske fascistleder Mussolini. Franco fik ca. 20.000 rifler, 200 maskingeværer og han fik også støtte til sit oprør med fly fra Mussolini, hvilket muligvis har været en meget afgørende faktor for general Francos sejr i sidste ende, da de havde en så stor effekt.
Mussolinis formål med at støtte general Franco var hans sympati for hans fascistlignende ideologi, og derfor følte han det som sin pligt til at støtte Franco og hans nye søsterparti i Spanien. Samtidig var det også et forsøg på at gøre Italien endnu stærkere end det allerede var. Det ville styrke fascismen, hvis et så stort land som Spanien fik fascistisk styre. Set med fascistiske øjne ville det også være en fordel, at et land som Frankrig fik et fascistisk land som nabo. Mussolini havde også hørt rygter om at Frankrig muligvis ville sende støtte til Folkefronten og samtidig frygtede Mussolini Spanien som et kommunistisk styre.
Ud over hjælp fra Mussolini fik Franco også hjælp fra Tyskland, hvor Hitler havde fået magten. Hitler sendte krigsmaterialer, hjalp med rekruttering af det nødvendige personel og sendte 30 såkaldte Junkers transportmaskiner af sted til Franco.
Hitler havde, som Mussolini, sine grunde til at gå ind og hjælpe Franco. Hitler var også stor modstander af kommunisme og ønskede heller ikke et samarbejde mellem Frankrig og Spanien.
Begge de regerende ledere havde også økonomiske interesser i Spanien. Det var primært muligheden for at få en del af Spaniens eksport af jernmalm.
Sidst men ikke mindst var Franco støttet af Portugal, som hjalp med hele 20.000 mand, hvilket var en stor hjælp for general Franco.
Hvis republikken og Folkefronten skulle kunne holde nogen form for stand mod general Franco, så blev de også nød til at søge hjælp ude fra. Regeringen sendte derfor et telegram til Frankrig, hvori de bad om våben og flyvemaskiner. Mere præcis efterspurgte de 20 bombefly, lette våben, 2 millioner geværpatroner og 20.000 bomber til fly, som de fik. England blev også involveret, men det endte ud i, at landet ikke havde ressourcer nok at kunne gøre noget på det tidspunkt. Når alt kommer til alt, så var England heller ikke, meget interesseret i at gå i krig. Dog ønskede hverken Frankrig eller England, at fascisterne skulle overtage Spanien eller udrydde kommunisterne.
Resten af verden valgte at forholde sig passivt. Fx var både USA og Sovjetunionen passive, på trods af deres viden om borgerkrigen i Spanien. USA ønskede ikke at blande sig, da den Amerikanske ledelse ikke ønskede at blande sig i europæiske affærer samt at USA befandt sig i en valgperiode. Sovjetunionen ville heller ikke blande sig, da Stalin (Sovjetunionens diktator) var bange for at en socialistisk udvikling i Spanien ville øge den vestlige mistro til det sovjetiske styre.
Konklusion
I starten af 1939 blev Barcelona indtaget af general Francos styrker og det var dét, som i sidste ende, væltede republikken. Indbyggere flygtede til de franske grænser. Den 9. februar gik præsident Azaña i eksil. Den 27. februar anerkendte Frankrig og England general Francos regering. Og til slut overtog chefen for centralhæren, Oberst Casado, magten i Madrid, den 4. marts 1939.
Det var afslutningen på en lang og blodig borgerkrig og dermed havde Spanien endnu engang været underlagt et militærkup. Borgerkrigen kostede godt og vel 500.000 mennesker livet.
Det er helt åbenlyst, at årene 1931 – 1939, har været en meget hård periode for Spanien. Ikke nok med at de har haft mange politiske stridigheder, så har de også haft en borgerkrig, som har ødelagt landet fuldstændigt i den periode. Den folkevalgte regering var op imod at skulle slå en hel oprørsbevægelse samtidig med at de skulle klare de interne stridigheder, der var i regeringen og som gav Franco en fordel. Befolkningen har ikke kunne komme til enighed, da de var været delt af to forskellige politiske opfattelser. Størstedelen af befolkningen støttede den republikanske regering, men de var fattige og uden våben. Oprørerne derimod, var få men rige og indflydelsesrige, som gav dem større mulighed for at vinde borgerkrigen. Derfor har spanierne, groft sagt, stået i to forskellige grupperinger, som ikke kunne enes om hvordan landet skulle regeres og goderne fordeles. Det har været det som har skabt uroligheder. Kort sagt, så har forholdene i Spanien 1931-1936 været meget vanskelige.
Udover den vanskelige periode inden den spanske borgerkrig, var selve krigen også en hård tid for republikkens tilhængere. Kampen har stod imellem en entusiastisk og stærkt rustet oprørsbevægelse, ledet af den passionerede general Francisco Franco og på den anden side den folkevalgte regering, hvis eneste

ønske var fred og lighed mellem Spaniens indbyggere. General Franco var en mand med et godt netværk, stærke samarbejdspartnere og et stort regime af soldater og andre tilhængere under sig. Han var klog og allierede sig med den tids andre store diktatorer, som var henholdsvis Hitler og Mussolini, som sendte Franco en masse våben, ammunition, mænd og fly m.m. Franco har stået meget stærkt, da han har haft mange rige godsejere mf. med sig, som har kunnet give ham hvad han pegede på, samt størstedelen af den spanske hær. Regeringen, derimod, har været meget dårlig rustet hvad angår krigsmidler. Hæren fulgte med Franco, mens regeringen havde svært ved at få udenlands støtte, faktisk kun Frankrig. Arbejderne som udgjorde størstedelen af Folkefronten fik ikke udleveret våben af regeringen, og det gjorde at de var forsvarsløse overfor Franco og hans regime. Franco har haft alle fordelene på hans side, hvilket gjorde at han vandt borgerkrigen.
Franco vandt formenligt kun pga. militærstøtten fra Hitler og Mussolini. Hvis det ikke havde været for dem så, havde han muligvis ikke haft ressourcerne til at vinde borgerkrigen. Den aktive del af omverdenen stillede sig med ryggen til Folkefronten, men hjalp Franco. Resten af verden valgte at forholde sig passivt. Man må også konkludere at de lande, som har involveret sig i den spanske borgerkrig, har gjort det var for egen vindings skyld. Landene ønskede at gavnede dem selv. Men Frankrig, som støttede Folkefronten, de gjorde det i sympati med Spanien da Frankrig selv havde en Folkefrontsregering. Den spanske regering og den franske regering havde i 1934 lavet en aftale om køb af våben.
Afslutning
Perioden omkring 1931 -1939 var en hård tid for Spanien. Landet er plaget af krig, intern uro, militærkup og godt og vel en halv million døde. Efter krigen blev Franco udnævnt som leder af fascistpartiet, Falange. Der er ingen tvivl om, at dette også var en hård tid for de spanske indbyggere. Efter borgerkrigen sad op imod 200.000 i fangelejer, mange var flygtet til Frankrig og var blevet placeret i interneringslejre. Perioden har påvirket Spanien og har bl.a. givet os det Spanien som vi ser i dag. I de efterfølgende år var Franco ved magten i Spanien som diktator helt indtil 1975, hvor han døde.
Litteratur liste
• Den spanske borgerkrig 1936-39 – Revolution og fascisme (Acta-serien 13) af Sven Brodersen og Svend Åge Karup.
• Den Spanske Borgerkrig – Mellem stormagtpolitik og idealisme af Stig Pedersen.
• Det brogede Spanien af Jabob Buhl Jensen
• Konflikter og politik i verden – før af Niels Lysholm og Karsten Møller
Hjemmesider
• http://da.wikipedia.org/wiki/Spanske_borgerkrig
• http://www.zapin.net/spanien_540/1931+-+1936+Politisk+ustabilitet.html
• http://da.wikipedia.org/wiki/Francisco_Franco
• http://en.wikipedia.org/wiki/Alfonso_XIII_of_Spain
• http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Spanien,_Portugal_og_Andorra/Spanien_efter_1918/Francisco_Franco_Bahamonde
• http://www.leksikon.org/art.php?n=2408

Toldstatser bruges til at regulere import og eksport til og fra forskellige lande og områder. Told kan både overfor frihandel fordi det gør varerne dyrer. Derfor er ideen med frihandel, bedst og billigst, sat ud af spil. F.eks. vil en trøje fra Kina koste 100% ekstra i Danmark selvom den er beder end en dansk produceret trøje. Ideen med told er at beskytte sine egne producenter
I Bilag B1 tabel 1 og 2 kan man se hvilke mange begrænsninger der er grundet toldsatserne. Tolden svinger dog meget fra helt ned til 3,9% på industri varer til 41,7% på landbrugsvarer. Det vil så sige at tolden er lavest på industrivarer og betydeligt højere på tekstiler/beklædning og landbrugsvarer.
Det mest i øjenfaldende i tabel 1 og 2 er at Indien har generalt nogle meget høje toldsatser. Den laveste told er på maskiner hvilke er på halvfabrikata (21,7%). Indien har toldsatser helt op til 41,7 % hvilke er den højeste i tabel 1 og 2. Indien udgør den væsenlige størstedel omkring toldsatser af bilag B1 med en general toldsats på ca. 30%.
Told i lande asiatiske lande som Japan og Indien har en meget høj toldstats. Samtidig med at tolden generelt er lavest i USA med EU og Japan derefter og højest i Indien med Brasilien og Sydafrika derimellem. Mht. Japan, så er der en afvigelse i dette, da de har en rigtig høj toldmur på Fødevarer, drikkevarer og tobak(Hvorfor).
På største delen af alle toldsatser, så ligger de lavest på uforarbejdede varer mens at halv fabrikeredevarer ligger lidt højere og færdigvarer ligger højest(Hvorfor). Dog er der en stært afvigelse på varer fra f.eks. Japan(Hvorfor). Hvis vi ser på USA så ligger uforarbejdede fødevarer på henholdsvis 3,2%, halv fabrikerede varer på 9,0% og til sidst færdig varer ligger på 13,1%.
Som det fremgår i tabel 3 i bilag B1 og bilag B2 er landbrugstøtten i EU og USA meget høj, hvis det ses sammen med landbrugsproduktionen i forhold til BNP. Japan har et helt modsat forhold til produktionen mens New Zealand er det land som har den største landbrugsproduktion i forhold til deres BNP. Man skal dog tage med at New Zealand er det land som forærer deres landmænd mindst landbrugsstøtte i forhold til deres BNP.
sammenholder landbrugsstøttens procent af BNP.
Delkonklusion:

Helt overordnet kan man sige at tolden er en begrænsning for alle. Både rige og fattige, da man ved stort set alle former for eksport skal betale told af forsendelsen.
Det fremgår også i bilagene at toldbegrænsningerne er på export vare til u-lande da de jo er afhængeige af visse ting, mens at der er en højere told på f.eks industrivarer.
Nogle der bliver ramt meget hårdt af denne landbrugsstøtte er bl.a. u-landende. Det er på baggrund af at EU og USA’s landbrugsstøtte giver en masse penge til landmænd, så at prisen på varen som landmanden falder, lige som at det er nævnt i bilag bilag B2 hvor de fortæller omkring sukkerproducenterne.
Toldstatserne i de asiatiske lande er meget høj på grund af at der er så billig arbejdskraft i de områder og for ikke at Kina og Indien mf. lande skal overtage verdens produktion 100% så er toldmurerne blevet hævet meget, dette er et klart punkt mht. protektionisme .
Man kan selvfølgelig se det som en begrænsning for eksport, men i sidste ende er toldsatser til for at beskytte vores eget hjemmemarked og samtidig en naturlig balance i verdenshandelen.

3. Diskutér, hvorvidt en yderligere liberalisering af verdenshandlen vil gavne u-landenes økonomi. Besvarelsen skal tage udgangspunkt i bilag B3 og B4.

Ved en liberalisering af verdenshandelen, forstås det at der vil være fri adgang for alle lande i verden til at fastsætte egne toldgrænser m.v. dvs. fri adgang til at skabe protektionisme for at beskytte eget hjemmemarked.
I dag forgår det på den måde, at specielt ulandene pålægges en uhensigtsmæssig høj told på varer de ønsker at eksportere til f. eks EU og USA. Dette betyder, at varen fra ublandet ofte pålægges told og afgifter der gør at varen bliver ca. 50 % dyrere og dermed gøres deres varer ukonkurrencedygtige. Som det fremgår i bilag B3 så har udviklingen i kaffeindustrien ændret sig meget fra at der tidligere var 200 kaffeeksportører til at der nu er 20 hos Coffee House i hovedgaden i hovedstaden Kampala i Uganda.
Det betyder, at den manglende evne til at eksportere deres varer gør, at der bliver stor arbejdsløshed og fattigdom i disse lande. Det bevirker at folk bliver nødt til at flytte fra deres tidligere hjem til slumkvarterer og dermed ikke har mulighed for at leve et fornuftigt liv med mad, skole og uddannelse.
Det gælder for de fleste u-lande at de har rigelig med råvarer, men at sammenhandelspartere pålægger dem så store told og andre afgifter, at de ikke kan afsætte varen.
Når man skal forholde sig til virkningen af en liberalisering, bliver man nød til at se på det med u-landenes øjne og industrialiserede lande.
Hvis man forstiller sig en liberalisering af toldsatser mv. kan man frygte, at situationen for de fattige u-lande bliver værre, hvis toldsatser fra EU og USA bliver højere. Man kan også frygte, at de omkringliggende u-lande også sikrer en høj told og andre afgifter for at beskytte der hjemmemarked.
Hvis dette bliver tilfældet, vil konsekvensen være, at situationen forringes og at u-landene fastholdes i deres situation i dag hvor de i højere grad leverer råvarer end færdigproducerede varer på grund af toldsatserne. Indtjeningen vil hermed fortsat forringes.

En konsekvens af liberalisering kan også være, at markedet indretter sig så der kan ske en sænkning af tolden. Dette vil så betyde, at der vil blive større muligheder for at producere færdigvarer og dermed øge u-landenes indtjening.
Senest har denne problemstilling været aktuel i forhold til finanskrisen. Flere lande har i forbindelse med at beskytte egne varer og virksomheder givet protektionistiske tilskud nationalt. Heldigvis har man da også drøftet problemstillingerne på verdensplan, EU osv.
Delkonklusion

Hvilken indsats kan der gøres for at give ulandene mere samhandel på konkurrencemæssige vilkår? I forhold til andre u-lande i regionen (f.eks. Afrika) kan landene tage initiativ til at indgå aftaler med andre lande om frihandel med forskellige varer. Dette vil styrke samhandelen lokalt ved at nedbryde de meget høje toldmurer.
Hvad kan Danmark og andre industrilande så gøre? Som beskrevet ovenfor er der også i forhold til industrilandene meget høje toldsatser. Her kan Danmark tage førertrøjen på og sætte denne problemstilling på den internationale politiske dagsorden.
Så det er både regionalt (Afrika) og internationalt, at der skal arbejdes for at sænke grænserne og mulighederne for protektionisme.

A) Hvad menes der med henholdsvis System og Livsverden ifølge Habermass? Inddrag herinder kommunikativ og instrumentel handlen.
Systemet: Det moderne samfunds formelle og upersonlige handlingsområder. Fx arbejdsmarkede. Her indgår den instrumentelle handling som svarer til webers rationelle handel.
Livsverden: Det er det nære samfund. Fx skole, familie, venner osv. Her indgår den kommunikative handel som svare til indbyrdes forståelse.

System Livsverden
• Formelle
• Det upersonlige
• Økonomi
• Staten » magt » over systemet
• Handler målrationelt » instrumentel handel (for egen skyld)
• Nære sammenhænge (venner, familie)
• ”varmt” og personligt
• Dialog baseret
• Socialt
• Kommunikation handel » interaktion (menneskelig handlen)

B) Diskuter konsekvenserne, positive og negative, af systemets kolonisering af livsverdenen. I skal samtidig give eksempler på, hvor I kan se en kolonisering af livsverdenen i Danmark.

• Når systemet har en ødelæggende indgriben i livsverden.
• Assistere livsverden (velfærdsstaten)
• Forfølger induviduelle mål

Valgfri del

2. USA’s rolle i 1990´ernes internationale system
Siden midtvejsvalget i 1994, hvor demokraterne besad præsidentembedet men republikanerne havde flertallet i kongressen, var USA i den situation, at Republikanerne benyttede deres flertal i Kongressen til at anklage og angribe demokraterne for ikke at have en strategi for USA´s udenrigspolitik. Samtidig blev der også rettet en skarp kritik mod det republikanske kongresflertal, der forsøgte at gennemføre en markant drejning af udenrigspolitikken bl.a. mod de FN-operationer, som USA tog del i. Clinton-administrationen blev anklaget for helt at mangle udenrigspolitisk strategi og for blot at gå efter de strømninger der kom op i tiden.
Opgøret om den udenrigspolitiske retning står mellem to retninger, nemlig multilateralister og unilateralister.
Begge parter mener at USA skal være verdens ledende magt i det internationale system, men multilateralisterne lægger vægt på at skabe et større og bedre samarbejde mellem flere lande og opbygge stærke relationer. Unilateralisterne mener derimod at USA skal varetage egne nationale interesser, der samler og gavner USA.
Republikanernes har beskrevet hvordan de vil sikre at udenrigspolitikken opprioriterer den nationale sikkerhed. Den beskriver, at de vil give USAs nationale sikkerhed førstepioritet. Demokraterne og Clinton-administrationen svare tilbage på Republikanernes kritik ved at nævne deres udenrigspolitiske resultater som bl.a. er: Fredsaftalen mellem PLO og Israel, lanceringen af Partnerskab for Fred i Europa, mindsket risikoen for spredning af atomvåben og meget mere. De vil sikre en global fred og sikkerhed, og lægger mere og mere vægt på økonomisk stabilitet.
Ændret udenrigspolitik
Clinton administrationen havde som mål at inden for få år, at integrere de nye stater i Europa og det tidligere Sovjetunionen i det internationale samfund. Demokraterne søgte mod samarbjede og dialog i udenrigspolitikken. Under Clinton-administrationen skete der et skifte fra militær politik til økonomisk politik. Det var bla. derfor, at Bill Clinton var tilstede ved APEC mødet i Indonesien. Ønsket var at flytte fokus fra koldkrigstiden til 90’ernes økonomiske visioner om fri verdenshandel som vejen til ny global og national vækst. Efter 2. verdens krig oprettes sikkerhedsorganisationen NATO, som skulle sikre vesten et fremtidigt sikkert internationalt samarbjede. Efter den Kolde krig har NATO ændrede sin rolle til at arbejde med fredsbevarende styrker i kriseområder. USA har deltaget meget aktivt i disse NATO-missioner, hvilket republikanerne bestem ikke var tilhængere af, medmindre det havde direkte indvirkning på USAs situation.
Da republikanerne havde flertal i Kongressen efter 1994 ændrede USA sin udenrigspolitik, og bl.a. meldte USA ud, at nu måtte Europa til selv at klarer sine krige og konflikter.
3. Diskussion af USA´s interesser i et fortsat engagement i Europa
USAs interesser i bl.a. Europa går fra 1994 og frem over i højere grad ud på at forkusere på sammenhængen mellem sikkerhed og økonomi. Særligt i forhold til de kommunistiske lande, blev der mindre fokus på våben og militære handlinger og mere fokus på at udbrede demokrati og markedsøkonomi, specielt i de tidligere kommunistiske lande.
I forhold til den vestlige del af Europa, begynder USA at stiller krav om at Europa selv sætter fokus på den militæralliance Vestunionens (WEU) som skal styrke sin rolle i fremtiden. Dette er ikke kun Clinton-administrationen opfattelse, men en generel opfattelse i USA.

2: Characterize the protagonist/narrator.
The story, Everyone Talked Loudly in Chinatown is about a teenage girl named Lin who also is the narrator of the story. Her parents are of Chinese origin but the family life as second generation in Canada.
In the tale she goes through the same things that every teenager do. She falls in love with one, and as in many other stories, it is not possible for them to have a well-functioning relationship. In this story, it is because of her parents. Her parents are Chinese origin and they will not let their daughter be I relationship with any other guy who is not Chinese origin. Her parents are very strict and rich in traditions and values.
Lin is a rebel and the guy she falls in love with, is a rebel and he is a popular boy in school. His name is Todd, and he is the boy every girl looks after and wants to be together. Todd does have his daily visit at the principal’s office (62, 14). Lin, herself, is a rebel too, especially when she slaps her father (66,20) and lies to her parents.
Lin also has a very close relationship with her grandmother, who Lin is the main provider for. She does not think that it is her job but her mother tells her to do it. Because of her care for other people and pleasure, you can say, that she is a very kind of person.

3: Briefly comment the themes of the story and its message

Everyone talked loudly in Chinatown is a story with a lot of themes. Some of them are love, unhappily in love, clash of cultures, the problems of puberty, and generally seen is it about identity. All these themes are well connected with the first-person. It makes the themes more accentuated when it is a first-person narrator and the themes are for an example “Love”. To see it from one point of view make the story more personal and the readers can easier sympathies for the protagonist.
Anne Jew is trying to get the message through that no matter nationality, no matter sex, no matter identity – there is always an opening in every relationship. The message can also be that no matter how poor your life is, will you always find a bright spot and then you just need to hang on.